Vi eksisterer alle i nuet og kæmper for et værdigt liv, for medmenneskelighed og for en verden uden krig og uden forbrydelser mod mennesker. Vi passer på og er der for de efterladte, og vi drager omsorg for børn, der har mistet deres forældre.
Muligvis undrer nogen sig over artiklens overskrift, men i nær familie har en ung mor efterladt sig to børn. Rundt omkring i verden dør unge forældre, og for nogens vedkommende dør børn og forældre sammen med dem.
Selv om vi ved, at døden er et vilkår for os alle, gør det ubeskrivelig ondt i os efterladte. Da mit nære familiemedlem døde, mærkede jeg stemningen hos dem, der kondolerede, og mit hjerte gjorde ondt ved tanken om, at den unge mors medmenneskelighed, livssyn, værdier og levevis døde med hende. Det er et stort tab for hendes børn og andre pårørende.
Den unge mors død fra to børn satte tankerne i gang. Det gjorde bl.a. indtryk på mig, hvor kærligt og omsorgsfuldt de pårørende tog sig af børnene. De var i stand til at adskille deres sorg og tab, så de kunne give børnene basal omsorg og kærlighed.
Døden er et vilkår for alle, og i den forbindelse er fællesskabet væsentligt. I sådan en trist situation kan hvert familiemedlem bidrage med noget i forbindelse med sorg, begravelse og nærvær for de pårørende.
Jeg har selv oplevet at miste, da min kære, unge svigerdatter og mit barnebarn i 2011 omkom i en trafikulykke i Tyrkiet. Når døden rammer os, kommer spørgsmålene, fx: Hvorfor skulle det ske for mig? Hvad kunne jeg have gjort, så de ikke var døde?
Når vi konfronteres med beskeden om dødsfaldet, rammes vi af chok og krise, og vi kan ikke finde ord til at beskrive, hvad der er sket. Reaktionen på krise og chok afhænger af individet. I nogle familier/kulturer giver man uden hæmninger udtryk for chok og sorg, mens andre er tilbageholdende og undlader at vise sorgen. Efter min mening er det sundt for den enkelte at reagere uden at overveje, hvad andre tænker.
Når de pårørende når erkendelsesfasen, er nogen i stand til at tale om tabet af familiemedlemmet, deres værdier, liv og medmenneskelighed. Mennesker omkring de pårørende kan fortælle om deres oplevelser med den afdøde, da det kan have positiv indvirkning på de efterladte.
Når nogen sætter ord på deres oplevelser med den afdøde, kan de pårørende føle stolthed. Fx min svigerdatters mor Semra. Når hun hører nogen fortælle om kære, afdøde Sevgi, reagerer Semra nogenlunde således: ”Min sorg kan ikke beskrives med ord. Selv om det nu er 11 år siden, jeg mistede min smukke datter, græder jeg hver eneste dag. Det er et evigt tab for mig, men når jeg hører nogen tale om min smukke datter Sevgi, hendes medmenneskelighed og væremåde, føler jeg mig stolt midt i sorgen. Jeg får en rar følelse af at have sat den smukke pige i verden, og i dag lever jeg med hendes ånd.”
Læring ved døden
Døden er et vilkår, som får os mennesker til at indse, at livet ikke er for evigt. Vi lever i nuet, og ved sorg, chok og tab sker følgende for en del mennesker:
- Man bliver medmenneskelig, dvs. er god ved sig selv og sine medmennesker.
- Via sin eksistens bidrager man til et værdigt liv for alle uanset kultur og religion.
- Man forsøger at være til nytte, fordi livet kun er til låns, og vi ønsker at efterlade en menneskelig verden.
- Man plejer og vedligeholder relationer til sin kernefamilie, og dem man holder af.
- Man reflekterer over sig selv og lærer af refleksionen. Nogen erkender, at man i levende live skal være der mere for sine nære og for sine medmennesker.
- Man ser sit liv i et skarpere lys og værner om de værdier, der har betydning for mennesker.
Vi eksisterer alle i nuet og kæmper for et værdigt liv, for medmenneskelighed og for en verden uden krig og uden forbrydelser mod mennesker. Vi passer på og er der for de efterladte, og vi drager omsorg for børn, der har mistet deres forældre.
