Rishi Sunak indsættes som britisk premierminister tirsdag

Tirsdag får briterne deres tredje premierminister i år, når Rishi Sunak bliver indsat på posten.

Foto: AA

Rishi Sunak bliver tirsdag officielt indsat som britisk premierminister. Det oplyser premierministerkontoret i Downing Street ifølge AFP.

Mandag blev den 42-årige tidligere finansminister udnævnt som ny leder for Det Konservative Parti, og tirsdag formiddag skal han så til audiens hos kong Charles og formelt tiltræde som premierminister.

Sunak tager over efter Liz Truss, der torsdag i sidste uge trak sig som premierminister efter blot halvanden måned på posten.

Det stod mandag kort før klokken 15.00 dansk tid klart, at Sunak ville overtage lederposten fra den afgående Truss.

Kun Penny Mordaunt havde meldt sig som kandidat ud over Sunak.

Hun trak sit kandidatur lige umiddelbart før klokken 15.00, som var deadline for at samle opbakning fra mindst 100 konservative parlamentsmedlemmer.

Lidt over klokken 17.00 dansk tid talte Sunak for første gang offentligt.

– Jeg er ydmyg og beæret over at have støtte fra mine kolleger i parlamentet og blive valgt som konservativ leder, sagde Rishi Sunak.

– Det er mit livs største privilegie at kunne tjene det parti, jeg elsker, og give tilbage til det land, jeg skylder så meget, lød det.

En af Sunaks første og største udfordringer bliver at samle Det Konservative Parti. Partiet har et stort flertal i parlamentet, men er yderst splittet på en række nøgleområder – herunder brexit, immigration og økonomi.

Derudover overtager Sunak også et land i dyb økonomisk krise.

Dele af den økonomiske krise er udløst af en omstridt skatteplan, som Liz Truss’ regering varslede i slutningen af september. Den indeholdt ufinansierede skattelettelser og fik pundet til at styrtdykke.

LÆS:  Jonas Vingegaard vinder Tour de France

Truss’ kontroversielle skatteplan var med til at puste til uroen om hende og i sidste ende også stærkt medvirkende til, at hun trak sig.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *