Elif Shafaks sidste roman “De forsvundne træers ø” udkom i Danmark

Elif Shafak. “De forsvundne træers ø”. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 416 sider, Forlagets pris: 299,95 kr. Udk. d. 31. marts 2023

Den berømte tyrkiske kvindelige forfatter Elif Shafaks sidste roman, “De Forsvundne Træers Ø” udkom 31. marts i Danmark.

Elif Shafak er en af Tyrkiets mest læste og anerkendte forfattere og en markant politisk meningsdanner og debattør, hvis bøger udkommer i 56 lande. Med den internationale bestseller De forsvundne træers ø leverer hun en stærk og medrivende roman, som rummer en kærlighedshistorie, en familiesaga og en fortælling om krig i Europa. Bogen var både finalist til Women’s Prize for Fiction og Costa Book Awards.

Cypern, 1974. Tyrkiske Defne og græske Kostas på 17 og 18 år mødes i al hemmelighed på en taverna på den ø, som de begge kalder hjem. Midt i tavernaen står et stort, gammelt figentræ, hvis grene strækker sig op gennem et hul i taget. Træet bliver vidne til Kostas og Defnes første lykkelige og stakåndede møder. Det står der også, da krigen bryder ud, når hovedstaden bliver reduceret til aske og murbrokker, og når de to elskende forsvinder fra hinanden. Indtil den dag, hvor Kostas vender tilbage. Han er blevet botaniker og leder efter vilde planter, men mest af alt leder han efter sin første kærlighed.

London sidst i 2010’erne. Ada Kazantzakis er 16 år og i dyb krise. Hun har mistet sin mor, hendes far lader til at være mere knyttet til planter end mennesker, og hun kan nok aldrig vise sig i skolen igen efter en frygtelig episode. I baghaven til familiens hus vokser et figentræ. Træet er Adas eneste forbindelse til forældrenes hjemø, som hun aldrig har besøgt. Da hendes moster kommer på uanmeldt besøg fra Cypern, begynder hun langsomt at forstå sin families turbulente historie – og sin egen plads i verden.

LÆS:  EU sender milliarder til Tyrkiet og Syrien efter jordskælv

Anmeldercitater:

“Shafaks geni består i dette: Hun er ganske enkelt en suveræn historiefortæller.” – The Sunday Times.

“Bogen rørte mig til tårer… En smuk roman.” – The Guardian.

“En vidunderlig roman … En af de mest underholdende historietimer, du nogensinde har haft. Det her er skønlitteratur, når det er bedst.” – The Irish Times.

“Som forfatter er Shafak en helt særlig alkymist, der kan blande frø af tragedie og fryd uden at nogen af dem mister smagen.” – The Washington Post.

“Et stærkt og medrivende værk … Romanen blander på modig vis krig, kærlighed og vold.” – Financial Times.

“Shafak har skrevet endnu et mesterværk.” – Bookreporter.

“Fantasifuld, provokerende, vittig og dyb… En følelsesfuld og frodig fortælling om tab og fornyelse.” – Booklist.

“En vidunderlig hjerteknuser af en roman, der er centreret om borgerkrigens mørke hemmeligheder og ekstremismens ondskab.” – Margaret Atwood

“Elif Shafak er en unik og kraftfuld stemme i verdenslitteraturen.” – Ian McEwan.

Foto: Ferhat Elik

Elif Shafak (født 1971) er en af Tyrkiets mest læste og anerkendte forfattere. Hun er bosat i London, og hendes bøger, der er oversat til 56 sprog, har ligget i toppen af både britiske og amerikanske bestsellerlister. Shafak er blevet kåret af BBC som en af de 100 mest inspirerende og indflydelsesrige kvinder. Hun er en markant debattør og meningsdanner, som kæmper for kvinders rettigheder, LGBTQ+-rettigheder og ytringsfrihed.

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

LÆS:   Fenerbahce er i gruppespillet i Europa League.

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *