Antallet af ældre med minoritetsbaggrund er støt stigende i Danmark. Nogle af disse ældre foretrækker at blive passet i eget hjem af familien frem for at benytte hjemmehjælp eller komme på plejehjem. I servicelovens § 94 giver mulighed for at udpege en hjælper til at udføre det arbejde, som den kommunale hjemmepleje ellers ville stå for.
Af Meral BALLEGAARD
meral@danturk.com
I bogen ”Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere” står, at antallet af ældre borgere med minoritetsbaggrund er stødt stigende og få brug for hjælp og pleje.
Ifølge prognoserne borgere over 65 år fra ikke-vestlige lande bliver ca. 59.000 i 2030 og ca. 100.000 i 2040. Tallet var 27.431 i 2020.
Det vil sige, at i de kommende år vil flere og flere flygtninge og indvandrere blive ældre og få brug for hjælp og pleje. Få af dem vil formentlig benytte kommunal hjemmepleje eller plejehjem, men vil foretrække i stedet at blive passet i eget hjem af familien, sådan som der er tradition for i deres oprindelige hjemlande. ”Selvudpeget hjælper’” kan være en ægtefælle, datter eller svigerdatter.
Ønsket om at blive plejet af familien skyldes også, at en del af disse ældre taler meget lidt eller slet intet dansk, og at de derfor har svært ved at kommunikere med personalet i ældreplejen.
Ældreomsorg i et religiøst perspektiv
Selvudpeget hjælper-ordningen benyttes overvejende af etniske minoritetsfamilier og kan give muligheder for at imødekomme sårbare ældres behov.
I Serviceloven (§ 94 ) giver mulighed for selv at udpege en hjælper, typisk en ægtefælle, datter eller svigerdatter, som kommunen ansætter til at udføre den omsorg og pleje, som den ældre borger er visiteret til.
Men paragraf 94-ordningen viser sig imidlertid at være fyldt med paradokser og dilemmaer.
I nogle tilfælde kan ordningen dermed både hjælpe kommunen med at løse en ellers vanskelig omsorgsopgave, afhjælpe sprogvanskeligheder og gøre det muligt for familien få hverdagen til at hænge sammen praktisk og økonomisk.
Bogens forfattere bevæger sig ind og ud af private hjem, belyser relationerne mellem plejekrævende ældre og deres selvudpegede hjælpere, anskuer omsorg og pleje på tværs af køn, generationer og rundt i familienetværker, flytter perspektivet over på visitatorerne i den kommunale ældresektor.
Bogen bygger på en kombination af interview, etnografiske observationer og analyser af registerdata og giver viden om såvel de minoritetsældres, de selvudpegede hjælperes og det kommunale ældreområdes perspektiv.
