NU KAN FLERE MEDARBEJDERE I KØBENHAVNS KOMMUNE SE FREM TIL KORTERE ARBEJDSUGE
Flere afdelinger i Københavns Kommune går i gang med et stort forsøg om fleksibel arbejdsuger. Flere afdelinger i den mere end 45.000 personer store arbejdsplads fra starten af 2024 kan indføre kortere arbejdsuger med længere arbejdsdage.
Af Meral BALLEGAARD
meral@danturk.com
Som landets største arbejdsplads med over 45.000 medarbejdere sætter Københavns Kommune gang i et omfattende forsøg med fleksible arbejdsuger.
Det skiver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Indtil videre er der udvalgt 14 arbejdspladser i seks af kommunens syv forvaltninger. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udvælger sine arbejdspladser i løbet af foråret pga. en omorganisering, herunder tandplejere, pædagoger, socialrådgivere, HK’ere, sygeplejersker og akademikere i Københavns Kommune, hen over foråret 2024 afprøve den nye måde at organisere deres arbejdstid på.
Medarbejderne skal teste forskellige modeller for at organisere sig på nye måder. Det kan fx handle om færre ugentlige men længere arbejdsdage, eller faste månedlige fridage – men med samme antal arbejdstimer som hidtil, skriver kommunen i pressemeddelelsen.
– Som kommune skal vi levere den bedste service til københavnerne. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at være en attraktiv arbejdsplads med en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv, fordi det har betydning for arbejdsglæden og rekrutteringen af nye medarbejdere. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu igangsætter forsøget med fleksible arbejdsuger. Vi samarbejder tæt med de faglige organisationer, og jeg er spændt på at følge forsøget,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Arbejdspladserne spænder vidt lige fra dem med direkte borgerkontakt til administrationskontorer. Blandt deltagerne er indtil videre Børne- og Ungdomstandplejen, digitaliseringskontoret i Teknik- og Miljøforvaltningen, Botilbuddet Radisevej, Korsgadehallen, Center for Finans og Indkøb samt Afdeling for lindring, Center for Rehabilitering og Akutpleje.
– Ligesom vi har en klimakrise, fordi kloden ikke kan holde til den måde, vi har indrettet vores samfund på, så har mange mennesker og familier også svært ved at holde til den måde, vores arbejdsmarked virker på. Derfor bliver vi nødt til at prøve nye ting af for at se, om vi kan organisere tingene på en anden måde. København er landets største arbejdsplads, og jeg synes bestemt også, vi har et ansvar for at prøve at udvikle svar på, hvordan vi kan få arbejdslivet til at hænge bedre sammen, siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København.
I Børne- og Ungdomsforvaltningen er de fleksible arbejdstider dog ikke helt nyt, fortæller Jakob Næsager i pressemeddelelsen.
– Tilbagemeldingerne er gode, og derfor glæder det mig, at ordningen nu udbredes. København skal fungere i hverdagen – også for vores medarbejdere, der med fleksible arbejdsuger får større frihed til at tilrettelægge deres arbejdsliv. Det gør arbejdspladsen attraktiv at kunne tilbyde et fleksibelt arbejdsliv, og derfor håber vi med ordningen at tiltrække flere kvalificerede medarbejdere til København til gavn for byens børn, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager.
Når forsøgsperioden er slut, vil erfaringerne blive samlet, og så skal der ses på, hvordan de ændrede arbejdstider har påvirket medarbejdernes trivsel, arbejdsmiljø og balancen mellem arbejds- og privatliv, lyder det videre i pressemeddelelsen.
Det vil også blive undersøgt, hvordan forsøget har påvirket opgaveløsningen og serviceniveauet, samt om det har medført øget administration.
Forsøget gennemføres i udgangspunktet i 2024 med mulighed for forlængelse i 2025.
Forsøget med fleksible arbejdsuger blev vedtaget af Borgerrepræsentationen i 2023 på baggrund af et medlemsforslag fra Alternativet.
FAKTA
- Rammer for Københavns Kommunes forsøg med fleksible arbejdsuger
- Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal understøtte og være forenelig med løsningen af kerneopgaven samt arbejdsfællesskaberne.
- Forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge må ikke føre til serviceforringelser.
- Den enkelte medarbejders deltagelse i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge beror på frivillighed.
- På arbejdspladser, som deltager i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge, tilstræbes der så høj en beskæftigelsesgrad som muligt for de enkelte deltagende medarbejdere.
- Tilrettelæggelsen af arbejdstiden i forsøg med kortere og fleksibel arbejdsuge skal tilgodese flere arbejdsfrie dage for medarbejderne.
- Forsøgene må ikke ændre på lederens ret til at disponere over medarbejderens fulde arbejdstid.