FCK har gode muligheder for at gå videre i Champions League efter dramatisk nullert ude mod Bayern München.
FC København gjorde onsdag aften det, som kun Ajax har formået i Champions Leagues gruppespil siden 2013.
Det danske mesterhold fik point ude mod Bayern München ved at spille 0-0. Et resultat, som statistisk set så enormt svært ud før kampen.
Bayern havde vundet 17 gruppekampe i træk, men en flok hårdtarbejdende københavnere modstod det værste pres fra værterne og brød rekordstimen.
Faktisk skulle de tyske holdkammerater i slutfasen takke Manuel Neuer for at have hevet et par store redninger ud af ærmet.
I tillægstiden troede FCK kortvarigt, at det hele var forgæves, da Bayern fik straffe. Men til tilskuernes store frustration skiftede dommeren Stéphanie Frappart mening efter et VAR-tjek.
I gruppen ser det nu mere end fornuftigt ud for FCK.
Mens Bayern er videre som gruppevinder, er FCK toer før sidste kamp mod Galatasaray. Vinder FCK den kamp, er holdet videre til ottendedelsfinalerne, og uafgjort kan også vise sig at være nok.
Det havde emmet af fodbold på Allianz Arena i mere end en time, inden kampen endelig blev fløjtet i gang. Det ellers frygtindgydende stadion blev måske en anelse mere trygt for FCK, da de over 3000 medrejsende fans gav den heftige lydmur fra den anden ende god modstand.
Noget overraskende var Nicolai Boilesen valgt til midterforsvaret, og Bayern havde absolut intet problem med at overlade det til den tidligere Ajax-spiller og resten af FCK at dirke hjemmeholdet op. For det meste forgæves.
En begivenhedsløs indledning fik straks liv, da Mathys Tel efter et lille kvarter stod helt alene bagest i feltet og bragede læderet over mål. Men ellers var højdepunkterne få.
FCK ville gerne trække tempoet ud, mens de stærke omstillingsspillere fra Bayern lurede på fejl. Dem kom der lidt for mange af til FCK-træner Jacob Neestrups smag, og han slog fra tid til anden ud med armene i frustration.
Knap en halv time inde i kampen tog han sig til gengæld til hovedet. Han havde lige set Roony Bardghji brænde en god chance efter en genial stikning fra Viktor Claesson. Det var FCK’s eneste reelle tilbud før pausen.
I takt med at uret nærmede sig 45 minutter, skruede Bayern tempoet op. Tyskerne spillede hurtigt, og også for hurtigt til, at FCK kunne følge med.
Men et nærgående hovedstød af Thomas Müller blev reddet, og FCK red stormen af.
Efter pausen var gæsterne med det samme tæt på at tage føringen.
Diogo Gonçalves drev bolden frem i en omstilling og afsluttede selv snert forbi mål. Bayern kørte bolden rundt i egne rækker, men uden at blive rigtig farlig.
En ellers ret anonym Harry Kane testede midtvejs i anden halvleg Kamil Grabara, som viftede bolden over mål, og kort efter gjorde polakken det samme på Leroy Sanés frispark.
Bayern sværmede om feltet og appellerede flere gange for straffespark, men Stéphanie Frappart vinkede afværgende.
Mens tilskuerne så småt begynde at smutte, fik FCK et par gyldne chancer. Men Neuer agerede sprællemand på stregen og forhindrede to gange bolden i at nå i mål.
Det var dog ikke slut endnu. I tillægstiden mente Frappart, at Peter Ankersen havde armen ulovligt på bolden, og hun pegede på straffesparkspletten.
Men efter at have set situationen igennem på video, ændrede hun mening, og så sluttede det uden mål.
/ritzau/