Ikke alle landsholdsspillere kan spille 90 minutter mod Slovenien, men alle kan få en rolle i kampen.
Samtlige 26 spillere i Danmarks EM-trup er klar til søndagens premiere mod Slovenien. Ingen døjer med skader og skavanker.
Det siger landstræner Kasper Hjulmand lørdag på et pressemøde i Stuttgart.
– Alle er klar, lyder det i første omgang kortfattet fra landstræneren, før han senere uddyber:
– Det er ikke alle, som er klar til at spille alle 90 minutter, men alle er i spil til kampen. Og vi har fem udskiftninger, så vi kommer til at skifte et halvt fodboldhold undervejs for at holde intensiteten. Så det er heller ikke nødvendigt, at alle kan spille en hel kamp.
– Vi er kommet dertil, hvor vi havde planlagt. Fysisk og mentalt står vi et rigtig godt sted. Vi er glade, positive og optimistiske, men nu kan vi ikke snakke mere, nu skal vi vise det, siger Kasper Hjulmand.
Undervejs i den første uge er der blevet holdt godt øje med landsholdsanfører Simon Kjær, der stadig er på vej i omdrejninger efter en skadesperiode.
Midtbanespilleren Christian Nørgaard stod over torsdagens træning i landsholdslejren, men var ifølge Hjulmand tilbage på banen til fredagens lukkede træning.
Når de danske spillere går på banen mod Slovenien, kan man forvente at se et toptændt hold.
– Det vigtigste er, at vi spiller med skuldrene nede og gaspedalen i bund. Vi er et hold, som vil dominere og give den fuld skrue. Vi skal frisætte os selv og køre på, det er sådan, vi er allerbedst. Det har vi også snakket en del om.
– Den første kamp er altid svær, men vi skal komme med alt, hvad vi har, fra første fløjt, siger Hjulmand.
Danmarks første kamp ved slutrunden i Tyskland begynder søndag klokken 18.
/ritzau/