Regeringens 2025-budget giver økonomisk trængte familier en håndsrækning og styrker børns sundhed, selvværd og fællesskabsfølelse.
Af Ahmet DEMIR
ahmet@danturk.com
“Jeg er ikke sulten”
Dette svarer en del børn, når de gang på gang kommer hjem uden at have åbnet madpakken.
Regeringen har afsat budget til gratis madordning. Hvad betyder det for børns og unges trivsel?
Det var en glæde at læse om regeringens budgetforhandling for 2025, hvor nogle bydele tilbyder gratis skolemad til børn og unge.
I mit arbejde møder jeg mange udfordringer, som forældre kæmper med. En del familier er økonomisk trængte og har ikke råd til sund mad til deres børn. Forældre, der er økonomisk trængte, vil gøre alt for at støtte deres familier, men af forskellige årsager, fx helbredsmæssige, kan nogen ikke udføre 37 timers arbejde for at forsørge familien. Nogle forældre ønsker at arbejde, men kan ikke finde et job. Nogle af disse familier lever i fattigdom og er afhængige af ydelser.
Jeg kan ikke lide den mad
Jeg er overbevist om, at regeringens forsøg med gratis mad til børn vil gøre en kæmpe forskel og få børnene til at spise deres mad. Når børn ser, hvad deres jævnaldrende har i madpakkerne, kan det påvirke, hvad de selv ønsker at spise. Jeg har hørt fra forældre, at deres børn ofte kommer hjem med uåbnede madpakker. Når forældrene spørger hvorfor, svarer børnene: “Far og mor, jeg kan ikke lide den mad.”
Flere forhold spiller ind. Fattige forældre har ikke råd til at købe lækkerier til madpakkerne. Når børn og unge kigger på andres madpakker og ser, at deres jævnaldrende har lækre ting, kan det få dem til at føle sig pinligt berørte over deres egen madpakke, som de beskriver som “kedelig”.
Regeringens budget til gratis mad vil give et stort løft, da børnene kan se, at deres mad ligner de andres, og de vil spise deres mad uden at skulle forklare noget.
Vi har ikke råd til at købe lillebror-ost
I forbindelse med mit arbejde med en familie var jeg til forældremøde, hvor børnene skulle på indkøb. Et barn på fem år puttede lillebror-ost i indkøbsvognen. Forældrene kiggede på barnet og sagde: “Lille skat, vi har ikke råd til lillebror-ost. Der er ikke nok ost til alle søskende. Vi kan tage lidt ost og købe en pose snacks til alle børnene.”
Jeg generaliserer ikke med denne beskrivelse, men det er en kendsgerning, at jeg ofte oplever, at forældre ikke har råd til de lækkerier, deres børn ønsker. Forældrene vil gerne, men økonomien rækker ikke langt.
Jeg er overbevist om, at regeringens budget til gratis mad vil have en stor betydning for børn fra økonomisk trængte familier. Gratis mad vil også have betydning for børns og unges personlige trivsel og ikke mindst for deres læring.
Det er godt, at regeringen prioriterer at afsætte midler til gratis mad.