Min drøm
Henimod morgen vågner jeg af min drøm, som er færdig eller ved at tage en ny drejning, ved lyden af en varevogn fra vinduet i mit soveværelse, der vender ud mod sidegade. Lyden, der vækker mig af min dybe søvn, irriterer mig og vækker min undren, får mig til at fare op fra min seng, trække gardinet fra og kigge ud. Varevognen, der udsender en tordnende lyd, får det til at knirke i mine ører, det føles, som om støv og røg fra det vist defekte udstødningsrør på mystisk vis er sivet ind i min hals og får mig til at hoste let. Så skaber det dække på himlen, som jeg har sat hovedet op efter, en forvandling, der fører mig ind i en ny åndelig tilstand.
Mine øjne glider med beundring ind i lyset i horisonten, der fremstår uklart, men alligeved samtidig er ved at være klar med det skarlagensrøde dække, der er tegn på, at solen er ved at gå op. Mens jeg har fordybet mig i punktet i horisonten, der forvandler sig fra skarlagensrød til orange, distraheres mine øjne af det blinkende lys på mobiltelefonen, som jeg har lagt på natbordet til højre ved min sengs hovedgærde.
Jeg fokuserer mit blik på notifikationen på 5-6 ord, hvor jeg kun når at opfange den unge piges navn, der vises på mobilens skærm. Det gør mig bedrøvet, at for nogle vil der ligesom i eksemplet med trækfuglens rute til sit nye hjem, der i nogle tilfælde måske endda kun afviger meget lidt fra den trygge rute derhen, men alligevel kommer til at ende grusomt.
Jeg tænker ud fra den smukke unge piges livfulde billede for mit blik, at vi ikke kan vide, hvilken rute vores liv vil tage, om det er det gode eller det onde, der overraskende, brat og pludselig viser sig foran os. Tænk at møde mørkets frygtelige ansigt på livets rute i en pirattaxi, når man bare skulle hjem efter en hyggelig bytur. Vores kvinders skæbne skal ikke være den slags vold og drab. Og så drager jeg et dybt suk over, at vi ikke kan vide, om morgendagens ansigt vil være godt eller ondt.
For at redde mig ud af denne bedrøvede sindstilstand og afværge ondskabens nedslidende vinde prøver jeg at overbevise mig om, at der rundtomkring os blæser langt flere af godhedens vinde end af ondskaben, at modgiften mod ondskab er godhed. Og hvis vi kunne værdsætte det nok, vil vores smukke verden trods alle de odds, der taler imod det, fremstå i sådan en eventyragtig skikkelse, som vi kender fra eventyrets verden. Så retter jeg mit blik fast mod himlen, der nu er begyndt at vise sit mere lysende ansigt, og hengiver mig til tanker om den drøm, jeg har haft. Jeg siger til mig selv: Min endestation er ganske vist Nordens kolde, men i ånden varmt agerende Danmark. Selvom vi ved, at natten og dagen står i samme skæbnes tegn, ved vi ikke, hvad i morgen kan bringe os, da fremtiden ikke byder sig til som en klar krystalkugle. Derfor kan vi kun gøre os forhåbninger om dagen i morgen. Så tager jeg mit håndklæde i hånden, og mens jeg er ved at gå ud af værelset for at tage et brusebad, bliver den dybe stilhed, jeg stadig befinder mig i, afbrudt af en opringning. Uden at se på skærmen griber jeg hurtigt til telefonen:
“Det er Memed …” Jeg har ingen anelse om, hvem det kunne være så tidligt om morgenen.
“Godmorgen, far!”
“Godmorgen, Selma. Så tidligt…” spørger jeg undrende med en lille anelse om, at der kunne være noget i vejen.
“Ja, jeg ved, at det er alt for tidligt. Ked af at forstyrre.”
“Hvad er der egentlig, min pige?” Nu har jeg en mere solid anelse om, at der nok er sket noget. Mine øjne afspejler min interesse i, hvad der svares i telefonen.
Fortsættes
