Fra trækfugl til standfugl (3. del af 4)

“Ikke urolig, far. Ikke noget alvorligt.”

“Så må du hellere sige det, du skal, min pige“, siger jeg i en let bebrejdende tone.

“Du ved, at Emils og Dennis’ institution i disse dage har haft mange coronahændelser, ligesom det er tilfældet andre steder. Derfor er der stor mangel på personale. Så jeg tænkte …”

“Ja …”

“At det er din fridag …”

“Ja, præcis, min kære.”

“Hvis du ikke allerede har nogen aftaler og hvis I har tid, vil jeg spørge, om jeg kunne aflevere børnene hos jer på min vej?”

“Det ville da være meget hyggeligt, men … , min datter?”  Selma, der nok er overrasket over mit uventede nej-svar:

“Men?…”

“Min kære, I dag er det torsdag, og din mor får for sent fri fra arbejde. Selvom jeg ikke skal på arbejde i dag, skal jeg samle op på noget af mit skriveri.”

“Det forstår jeg godt, min kære far.” Og derefter kommer hun for at få mig af krogen selv med den alternative løsning:

“No problem, far. Enten jeg eller Henrik holder barnets sygedag på arbejdet.”

“Det ville være fint, min kære. Så vil jeg ikke tænke på jer. Du ved, at der skal være ekstraordinære grunde til, at jeg siger nej til at tage børnene,” siger jeg for at lette min samvittighed.

“Det ved jeg, min far.” Derefter tilføjer Selma:

“I virkeligheden er jeg meget glad for, at du engagerer dig så meget i skrivearbejdet.”

“Ja, min kære. Ganske vist havde min far afleveret depechen om at skrive familiens historie til dig i sin sidste stund. Du har så foreløbig givet mig stafetten i hænde,” siger jeg for at dulme Selmas dårlige samvittighed. Den har plaget Selma, siden min far afleverede sin halvfærdige kontrabog om familiens rødder i Anatolien til Selma og bad hende om at skrive videre på historien. Om sine sidste 50 års liv her i Danmark havde han skrevet et langt brev på sit dødsleje på Bispebjerg med overskriften “Brev fra Bispebjerg”. Hans spændende familiehistorie sluttede halvfærdig i året 1969 aftenen før hans ankomst til Danmark. Da Selma havde småbørn, mand, arbejde og alt det andet, som unge har at slås med i disse tider, havde hun i lang tid ikke haft overskud til at komme i gang med at videreføre missionen, hvilket hun havde bebrejdet sig selv, så hun var blevet rigtig ked af det hele.

LÆS:  En kop kaffe forpligter ikke længere i 40 år…

“Far, jeg er så glad og lettet over, at det nu ikke er mig, men dig, der er det næste led i farfars historie”, siger Selma, som ville hun bekræfte mine tanker fra lige før.

“Intet problem, min kære. Måske kan jeg ikke skrive så godt, som du kan. Men jeg skal nok prøve at gøre mit bedste,” siger jeg meget kategorisk.

“Præcis, min alletiders far. Kysss … ” Selmas store kys, som hun sender mig fra den anden ende af røret, gør mig varm om hjertet.

“Tak og i lige måde, min kære …”

Jeg udsætter brusebadet til senere, og påvirket af den stemning, der har bemægtiget sig hele min krop, går jeg ind på mit værelse, sætter mig foran min computer og venter på, at den starter op, og mens det sker, falder mit blik tilfældigt på …… fortsættes

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Om

Forfattter og oversætter, Orhan Dogru, født 1968 i Kusca i Konyaprovinsen i Tyrkiet, har skrevet flere kulturhistoriske bøger og er forfatter til den for nylig udkomne roman En Nydanskers Kontrabog. Orhan Dogru har endvidere oversat en række store forfattere og digtere, som han for første gang har introduceret i det danske litterære miljø. Orhan Dogru tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom han også selv skriver digte.

Vis alle artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *