Ungarns opposition vil have parlamentet kaldt ind fra ferie for at stemme om Sverige. Orbán-støtte afviser.
Formanden for Ungarns parlament vil ikke indkalde de folkevalgte ekstraordinært i deres vinterferie for at stemme om Sveriges ansøgning om Nato-medlemskab.
Det er ikke et hastespørgsmål, siger parlamentsformanden, László Kövér, torsdag ifølge nyhedsbureauerne TT og Reuters.
– Jeg føler ikke nogen særlig hast. Desuden mener jeg ikke, at det er en ekstraordinær situation, siger han.
Parlamentet har vinterferie frem til 26. februar. Oppositionen har bedt om, at det bliver indkaldt – men det kommer ikke til at ske, siger Kövér.
Han understreger dog, at Ungarn støtter Sveriges ønske om at blive medlem af forsvarsalliancen.
Den ungarske premierminister, Viktor Orbán, skrev onsdag på det sociale medie X, at ratificeringen vil ske “snarest muligt”.
Han skrev også, at han har sendt et brev til den svenske statsminister, Ulf Kristersson, hvor han inviterer ham til Ungarn “for at forhandle om Sveriges adgang til Nato”.
Kövér kritiserer Sverige for at have behandlet Ungarn arrogant, skriver TT. Blandt andet har Sverige kritiseret Ungarn for manglende demokrati.
– De skal ikke give indtryk af, at de er ligeglade med os, siger Kövér, der er stiftende medlem af Orbáns regeringsparti, Fidesz.
Sverige har endnu ikke svaret på brevet, siger den svenske udenrigsminister, Tobias Billström.
– Vi vil til sin tid vende tilbage med et passende svar på det her brev, som er holdt i en god tone fra premierminister Orbáns side, siger Billström.
Han minder om, at Ungarn tidligere har lovet både Sverige og sine Nato-allierede, at Ungarn ikke bliver det sidste land til at ratificere svensk medlemskab.
Tirsdag stemte Tyrkiets parlament ja til svensk Nato-medlemskab. Fra tyrkisk side mangler der nu kun en underskrift fra præsident Recep Tayyip Erdogan, inden det pågældende dokument skal sendes videre til USA’s udenrigsministerium.
– Så er Tyrkiet færdige, og så risikerer Ungarn i givet fald at blive sidst, siger Billström ifølge TT.
Alle 30 medlemslande i Nato skal ratificere den svenske ansøgning.
/ritzau/