FCN udspiller Fenerbahce og er tæt på avancement

FC Nordsjælland smadrer på hjemmebane tyrkiske Fenerbahce 6-1 i Conference Leagues gruppespil. FCN topper med sejren gruppen før sidste spillerunde. Med en helstøbt indsats i begge ender af banen ydmygede FC Nordsjælland torsdag aften Fenerbahce i Europa.

Foto: AA

FC Nordsjælland spillede en af sæsonens bedste fodboldkampe, da holdet torsdag aften vandt med tenniscifrene 6-1 over Fenerbahce i gruppespillet i Conference League.

Med den overbevisende sejr over det tyrkiske storhold har FCN gode muligheder for at avancere til forårets knockoutkampe som et af de to bedste hold i gruppen.

Stemningen var i helt top på et udsolgt stadion i Farum med 7323 tilskuere, og det skyldtes mest af alt udeholdets mange tusinde tyrkiske fans.

En tur rundt om stadion før kampen afslørede, at mange af dem var danskere med tyrkisk baggrund eller herboende tyrkere, som holdt med Fenerbahce.

De tyrkiske fans skabte en international stemning, og umiddelbart virkede de ikke til at ville skabe ballade, men derimod en fodboldfest.

Det var dog FCN og holdets fans, der havde mest af feste over på selve banen.

FCN kom foran 1-0 på et hjørnespark efter 21 minutter. Jeppe Tverskov forlængede bolden videre til en helt fri Lucas Hey, der havde nemt ved at prikke den ind tæt på mål.

Det var nogle gode minutter for FCN, der sprudlede i offensiven.

Efter et seværdigt og elegant opspil, hvor bolden gik fra den ene FCN-spiller til anden, fordoblede midtbanespilleren Daniel Svensson føringen efter 25 minutter.

Igen var Tverskov med i opspillet, da han med en dyb stikning fandt Mohamed Diomande, der smart lagde den til siden til Svensson, der kom i løb ind i feltet og afsluttede fladt.

Samtidig med det sprudlende offensive spil, der ellers har været en mangelvare på det seneste for FCN, stod defensiven stærkt.

Foto: AA

Bortset fra de sidste fem minutter i første halvleg.

For i de fem minutter lagde tyrkerne et voldsomt pres ned mod nordsjællændernes forsvar, som pludselig var skrøbeligt og hullet som en si.

LÆS:  Boligpriser i EU falder kraftigst i Danmark og Tyskland

Efter 44 minutter sparkede Fenerbahces angriber Michy Batshuayi bolden i nettet fra kanten af feltet. Belgieren havde brændt en chance tidligere i første halvleg.

Tyrkerne fik minuttet efter bolden i nettet endnu en gang. Alle troede, at der var udlignet til 2-2, men efter et VAR-tjek blev målet korrekt annulleret for en arm på bolden.

En pausesnak stabiliserede igen FCN-defensiven, og offensiven blev ved med at brillere.

Den indskiftede angriber Benjamin Nygren kom alene igennem og bragte FCN foran 3-1 ti minutter inde i anden halvleg.

Svenskeren scorede efter 75 og 84 minutter også til 5-1 og 6-1 i det, der endte som en total ydmygelse af de efterhånden modløse tyrkere.

Mellem de to første Nygren-kasser kom også angriberen Christian Rasmussen på tavlen med målet til 4-1 på en ripost.

FCN topper med storsejren gruppen med ti point og står lige nu til at gå direkte videre til ottendedelsfinalerne inden den sjette og sidste kamp i gruppen.

Fenerbahce har ni point på andenpladsen i gruppen. Derefter følger Ludogorets med ni point på tredjepladsen.

Trnava er sikker på at ende sidst. Kun de to bedste hold går videre. Toeren går videre til playoffkampe om at komme i ottendedelsfinalerne.

FCN skal i den sidste gruppekamp en tur til Bulgarien, hvor mesterholdet Ludogorets venter. FCN skal formentlig have et point for at gå videre til knockoutfasen. Med en sejr er holdet sikker på førstepladsen.

Tyrkisk træner udvandrer fra bizart pressemøde i Farum
Fenerbahces træner Ismail Kartal. Foto: Savas Karakaplan/Danturk.com

Fenerbahces cheftræner var kun til stede i lidt under et minut på et aparte pressemøde efter FCN’s storsejr.

Det var en yderst kortfattet Fenerbahce-træner Ismael Kartal, der mødte op på pressemødet efter torsdagens 1-6-nederlag til FC Nordsjælland i Conference League.

Ismael Kartal kom ind i lokalet, satte sig ned foran en mikrofon, og under et minut senere var han ude af døren igen. Uden at tage imod et eneste spørgsmål.

LÆS:  Galatasarays modstander FCK er effektiv mod tyrkiske hold

Fenerbahce-træneren tog dog selv ordet i nogle sekunder, inden han udvandrede fra det bizarre pressemøde, mens de tyrkiske journalister sad glanende tilbage.

Mens træneren hastede ud af døren, begyndte tolken at oversætte til de danske journalister, hvad det var, den 62-årige cheftræner havde sagt på tyrkisk.

– Der er ikke så meget at sige om kampen. Den gik ikke, som den skulle. Det var et dårligt resultat, der ikke klæder Fenerbahce.

– Jeg vil gerne undskylde over for fansene. Jeg håber på, at de vil komme til vores næste kamp og støtte os. Det var en kæmpe skuffelse med det dårlige resultat fra vores side, siger Ismael Kartal.

1-6-nederlaget til FCN var det største nederlag, Fenerbahce har indkasseret siden november 1992 på tværs af alle turneringer.

Dengang tabte tyrkerne 1-7 ude til Sigma Olomouc og røg ud af Uefa Cuppen.

Kuriøst nok spillede Ismael Kartal i sin aktive karriere for Fenerbahce i netop den kamp. Den daværende back fik et rødt kort efter 41 minutter ved stillingen 3-1 til tjekkerne.

FCN-træner: En europæisk aften vi vil huske i lang tid
Foto: AA

Stemningen var i top hos FC Nordsjælland-træner Johannes Hoff Thorup, der ser frem til den sidste gruppekamp.

FC Nordsjælland har leveret nogle af sæsonens bedste kampe på hjemmebane i Conference League.

Tidligere på efteråret vandt FCN 7-1 over Ludogorets, og torsdag sejrede Farum-mandskabet med 6-1 over Fenerbahce.

Derfor var det en særdeles tilfreds FCN-træner Johannes Hoff Thorup, der satte ord på storsejren.

– Alle kunne mærke, at det her var en speciel kamp. Med al respekt for alle de andre hold, som også har været stærke modstandere, så kunne folk nok også godt se, at det her var den største.

– Det kan godt være, at kulissen var ekstra benzin på bålet. Vigtigst af alt går drengene altid på banen og knokler for hinanden. Kollektivet er vores drivkraft.

LÆS:  Han observerer tingene udefra og afspejler dem i sine digte

– Når tandhjulene går i hak, og det kører, så kan vi ramme sådanne aftener. Det er en europæisk aften, vi husker i rigtig lang tid, siger Hoff Thorup.

Der var udsolgt på stadion i Farum med over 7000 tilskuere, og det var med til at skabe en international kulisse.

– Vi kunne alle sammen godt mærke, at der var opmærksomhed omkring kampen. Vi var glade for at kunne give noget tilbage, siger træneren.

Med sejren topper FCN gruppen og kan selv afgøre holdets videre skæbne. En sejr ude over Ludogorets i den sidste kamp vil betyde en førsteplads i gruppen.

Et uafgjort resultat vil som minimum give en andenplads, som også vil sende holdet videre til næste års knockoutkampe.

– Hvis jeg på forhånd kunne stilles et scenarie, hvor vi havde alt i egne hænder i den sidste kamp i gruppen, så havde jeg købt det, siger FCN-træneren.

– Der venter en spændende og afgørende kamp dernede, og den tager vi, når vi kommer dertil. Men det bliver selvfølgelig en spændende kamp. Jeg ser gode muligheder for os.

– Vi kan også nøjes med et uafgjort resultat, og det sætter os i en god position, selv om vi er klar over, at det bliver en anderledes hård kamp end hjemmekampen mod dem, siger Johannes Hoff Thorup.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *