Foreløbige resultater spår stor valgsejr til Wilders i Holland

Wilders’ islamkritiske Frihedspartiet står med 97,9 procent af stemmerne optalt til at blive det største.
Geert Wilders islamkritiske Frihedspartiet bliver til største i Holland. Foto: AA

Højrefløjspolitikeren Geert Wilders’ Frihedsparti (PVV) ser ud til at blive det største parti ved parlamentsvalget i Holland onsdag.

Ifølge de foreløbige resultater står PVV til at få 37 pladser i parlamentet. Det er 20 pladser mere end ved sidste valg i 2021 og dermed mere end en fordobling.

Klokken 6.30 torsdag morgen er 97,9 procent af stemmerne ifølge mediet NOS optalt.

Højrefløjspolitikeren er gået til valg på blandt andet at stoppe al indvandring til Holland. I sin første kommentar, efter at valgstedsmålingerne er offentliggjort, lover han at “give landet tilbage til hollænderne”.

– Vi må finde måder at leve op til vores vælgeres håb og sætte hollænderne først igen, siger Wilders ifølge Reuters.

– Nu er tiden kommet til, at partierne skal forsøge at indgå aftaler. Vi kan ikke ignoreres længere.

Frihedspartiet har også lovet vælgerne, at hollænderne – i stil med briterne i 2016 – vil få lov at stemme om, hvorvidt Holland fortsat skal være medlem af EU.

– Det kan godt være, at det ikke er noget, andre partier i Europa eller i andre lande stræber efter, men sådan er demokratiet, sagde Wilders ifølge nyhedsbureauet AFP, da han tidligere på dagen stemte.

Det rødgrønne parti GL-PvdA, som tidligere EU-kommissær Frans Timmermans står i spidsen for, ser ud til at blive næststørst. Partiet står ifølge NOS til 25 mandater, en fremgang fra de nuværende 17.

Den afgående premierminister Mark Ruttes regeringsparti, VVD, ser ifølge de foreløbige resultater ud til at gå tilbage fra 34 til 24 mandater.

LÆS:  FCK vinder første slag 2-1 over Trabzonspor i Parken

Der er i alt 150 pladser i det hollandske parlament.

Rutte, der har været Hollands premierminister i de seneste 13 år, har meddelt, at han ikke ønsker at fortsætte på posten. Men han er fungerende premierminister, indtil en ny regering er forhandlet på plads.

Det var en strid om asylpolitik og indvandring, der førte til hans regerings fald i juli. Netop de emner har været blandt de dominerende temaer i valgkampen.

Forude venter regeringsforhandlinger, som Wilders får lov at indlede, hvis PVV vinder valget.

VVD’s nuværende leder, Dilan Yesilgoz, fik en del øjenbryn til at løfte sig, da hun i valgkampen åbnede for at indgå i en koalitionsregering med Wilders og hans parti.

Tidligere har hollandske regeringsforhandlinger varet i månedsvis.

Og selv om Wilders og PVV skulle løbe med valgsejren, er det ikke sikkert, at han kan samle tilstrækkelig opbakning til at lede en regeringskoalition.

Geert Wilders kaldes af nogle for “den hollandske Trump”. Han har gjort sig bemærket med sin kritik af indvandrere og muslimer og har sagt, at han vil stoppe en “islamisk invasion” af Vesten.

Han har også tidligere provokeret ved at udskrive en konkurrence om at tegne profeten Muhammed.

Men i den netop overståede valgkamp forsøgte han også at nedtone nogle af de mere kontroversielle udtalelser. Han sagde blandt andet, at han har lagt mange af de synspunkter i “dybfryseren”.

Her understregede han, at han vil være premierminister for alle “uanset deres religion, baggrund, køn eller hvad det nu er”, og sagde, at inflationen er et større og vigtigere problem for hollænderne i dag.

LÆS:  Hollands regering kollapser i uenighed om indvandring

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *