Politiske budskaber med henvisning til konflikten i Mellemøsten er natten til torsdag blevet malet på bygning.
Eigtveds Pakhus på Christianshavn, hvor Udenrigsministeriet holder til, er natten til torsdag blevet udsat for hærværk med rød maling, oplyser vagtchef Espen Godiksen fra Københavns Politi.
– Vi får en anmeldelse klokken 07.29 om, at der er malet politiske budskaber med rød maling på bygningen, og der er kastet maling og malerbøtter rundt i området, fortæller Espen Godiksen.
Ifølge vagtchefen var hærværket allerede udøvet, da anmeldelsen ankom til bygningen torsdag morgen.
– Det er sket i løbet af natten, fortæller Espen Godiksen.
Det er budskaber, som relaterer sig til den aktuelle konfliktsituation i Mellemøsten, der er blevet malet på bygningen.
Et billede bragt af B.T. viser, at der blandt andet står “Israel dræber børn”.
Ifølge Espen Godiksen har politiet endnu ikke foretaget anholdelse i sagen, men politiet er på gerningsstedet for at efterforske sagen.
Ifølge vagtchefen arbejder politiet blandt andet på at sikre videoovervågningsmateriale fra området og andre tekniske spor.
/ritzau/