Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu er blevet anholdt i en storstilet politiaktion. Myndighederne beskylder ham for korruption og terrorforbindelser

Af Danturk.com
Tyrkisk politi har onsdag morgen anholdt Istanbuls borgmester, Ekrem Imamoglu, i en stor politiaktion rettet mod påstået korruption og organiseret kriminalitet. Anholdelsen skete under en razzia i hans hjem, hvor flere hundrede betjente deltog, ifølge Imamoglu.
Ifølge statsanklageren i Istanbul er Imamoglu mistænkt for at lede en kriminel organisation samt for bestikkelse og støtte til terrorgrupper.
Han betegnes som hovedmistænkt i en større efterforskning, der også har ført til anholdelsen af omkring 100 personer. Journalisten Ismail Saymaz er blandt de anholdte i en separat sag.
Den tyrkiske regering forsvarer aktionen som en nødvendig retslig proces, mens kritikere kalder den et politisk angreb på en af præsident Recep Tayyip Erdogans største rivaler.
CHP-formand Özgür Özel betegner anholdelsen som ”et kupforsøg mod den næste præsident” og hævder, at regeringen forsøger at fjerne Imamoglu fra det politiske landskab.
Sociale medier blokeret
Efter anholdelsen har tyrkiske myndigheder ifølge Reuters begrænset adgangen til flere sociale medier, herunder X, YouTube og Instagram.
Blokeringen kommer efter, at Imamoglu tidligt onsdag delte en video fra sit hjem, hvor han sagde: ”Hundredvis af betjente er blevet sendt til min dør for at fratage folket deres vilje. Men jeg giver ikke op.”
En politisk stjerne i modvind
Imamoglu har længe været anset som en af Erdogans stærkeste politiske modstandere.
Han blev første gang valgt som borgmester i 2019, da han besejrede Erdogans kandidat i Istanbul – en valgsejr, der blev set som et stort nederlag for regeringspartiet AKP.
I 2022 blev han idømt to år og syv måneders fængsel for krænkende udtalelser og fik samtidig forbud mod at drive politik.
Han har anket dommen, og sagen er endnu ikke afgjort. Trods retssagen stillede han i 2024 op til kommunalvalget igen og vandt med over 50 procent af stemmerne, hvilket cementerede hans position som en central oppositionsfigur.
Regeringen afviser kritik
Justitsminister Yılmaz Tunc afviser beskyldninger om, at anholdelsen skulle være politisk motiveret.
– At kalde en juridisk efterforskning for et kup er farligt og misvisende,” siger han og understreger, at sagen udelukkende handler om retshåndhævelse.
Imamoglus anholdelse har skabt stor opmærksomhed i Tyrkiet og internationalt. Hans tilhængere frygter, at han nu kan udelukkes fra at stille op til præsidentvalget i 2028, hvor han ellers er blevet set som en af de mest oplagte modkandidater til Erdogan.
Kilder: Det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Ajansi, Ritzau, BBC Türkce, NTV.