FCK accepterer bud på Elias Jelert fra tyrkisk storklub

Elias Jelert kan snart være fortid i FCK, efter at klubben har accepteret et bud fra tyrkiske Galatasaray.
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK

FC København har accepteret et bud fra tyrkiske Galatasaray på backen Elias Jelert.

Det skriver FCK i en selskabsmeddelelse.

Buddet indeholder enkelte betingelser, der alle forventes opfyldt, lyder det i meddelelsen.

16. juli bekræftede FCK, at Galatasaray havde budt på 21-årige Jelert. Her lød det, at der pågik forhandlinger mellem parterne, og der ikke var sikkerhed for, at en aftale ville blive indgået.

Siden har FCK modtaget et fornyet bud, lyder det onsdag. Det har superligaklubben altså takket ja til.

Elias Jelert har allerede optrådt 97 gange for hovedstadsklubben. Han har også fået debut på A-landsholdet, hvor det er blevet til tre kampe.

I foråret var højrebacken dog i en periode henvist til bænken i de afgørende kampe i Superligaen. Han sad også på bænken hele kampen, da FCK åbnede den nye superligasæson med en sejr over Lyngby mandag.

Det er blot et år siden, at FCK forlængede kontrakten med Jelert, så den løber til sommeren 2027.

Hvis salget til Galatasaray går igennem, vil det ikke være første gang, at de to klubber når til enighed om en transfer af en ung, dansk forsvarsspiller.

I sommeren 2021 sendte FCK midtstopperen Victor Nelsson, der på daværende tidspunkt var 22 år, samme sted hen. Han er fortsat på kontrakt i Istanbul-klubben.

Jelert stiftede i den forgangne sæson bekendtskab med netop Galatasaray, som i Champions League var placeret i samme gruppe som FC København.

Den unge FCK’er blev udvist i det første af opgørene i Istanbul, hvor det danske mandskab smed en føring på 2-0 og spillede 2-2.

LÆS:  1000-kronesedlen bliver ugyldig efter maj 2025

I det omvendte opgør i Parken var Jelert atter en del af startopstillingen, da københavnerne sikrede sig avancement fra gruppen med en sejr på 1-0.

Ud over Victor Nelsson kan Jelert blive holdkammerat med den tidligere AaB-spiller Mathias Ross, som er vendt tilbage til klubben efter et endt lejeophold i hollandske Nijmegen.

Galatasaray går ind til sæsonen som forsvarende mester i Tyrkiet.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *