EU og Tunesien indgår samarbejde om at mindske migration

EU og Tunesien har indgået aftale, som skal bidrage til at stoppe irregulær migration, siger premierminister.

Tunesiens præsident, Kais Saied (nummer to fra højre), Italiens premierminister, Giorgia Meloni (yderst til højre), EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen (nummer to fra venstre), og Hollands premierminister, Mark Rutte (yderst til venstre), giver hånd efter at have indgået et strategisk partnerskab mellem EU og Tunesien. – Foto: Tunisian Presidency

EU og Tunesien har indgået et “strategisk partnerskab”, som blandt andet handler om at dæmme op for migration.

Det oplyser Hollands premierminister, Mark Rutte, på Twitter søndag aften.

Han har søndag i samarbejde med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, forhandlet aftalen på plads med Tunesiens præsident, Kais Saied.

Aftalen er underskrevet i Tunesiens hovedstad, Tunis.

– Om migration indeholder samarbejdet aftaler om at stække forretningsmodellen for menneskesmuglere, styrke grænsekontrol og forbedre registrering og tilbagesendelse.

– Det er afgørende tiltag for at stoppe irregulær migration, skriver Mark Rutte.

Aftalen skal desuden bidrage til at forbedre den økonomiske situation i Tunesien.

Mark Rutte kalder det en “milepæl og en lovende begyndelse på en omfattende aftale”.

Ursula von der Leyen siger, at samarbejdet er bygget på fem søjler. Den første handler om at skabe bedre muligheder for unge tunesere. Den anden skal sikre en mere robust tunesisk økonomi.

Den tredje skal sørge for at få flere investorer til at investere i Tunesien. Den fjerde søjle handler om at samarbejde om ren energi, mens den femte handler om at samarbejde “mere effektivt om migration”.

LÆS:  Norden har givet beskyttelse til 165.000 flygtninge fra Ukraine

Aftalen er indgået, på et tidspunkt hvor et stigende antal af migranter fra Tunesien sætter kursen videre mod Europa.

Mange tunesere tager den farefulde færd fra Tunesien over Middelhavet til for eksempel Italien.

Økonomisk krise og høj arbejdsløshed skubber dem mod Europa.

Italien er derfor blandt landene, der oplever et stigende migrationspres. Mere end 75.000 migranter er i år ankommet til de italienske kyster via båd. Det oplyste landets indenrigsministerium fredag.

Sidste år var tallet for samme periode omkring 32.000 bådflygtninge.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *