Aydin – Bir of çeksem karşıki dağlar yıkılır
Aydin – ”Erinnerung an ein verweigertes Leben” blev skrevet af Mesut Bayraktar; bogen udkom i september 2021.
Af Hans Elbeshausen & Ahmet Demir
Forfatteren blev født i Tyskland i 1990, har migrationsbaggrund og har læst jura og filosofi i Tyskland og Svejts. Udover Aydin har han udgivet en række både skønlitterære værker og fagbøger; for eksempel ”Briefe aus Istanbul”, som er en brevroman, der handler om flugten fra det krigshærgede Syrien, eller teaterstykkerne ”Gastarbeitermonologe”, der tematiserer fremmedarbejdernes kamp for anerkendelse, og ”Die Belagerten”, hvor fokus er på de politiske og etniske konflikter i Tyrkiet. ”Die Belagerten” er oversat til tyrkisk med titlen ”Kuşatılmışlar”.
Desuden er Mesut Bayraktar medstifter af forfatterkollektivet nous – konfrontative literatur, hvis mål er at udvikle en æstetik og litteratur, der lader de besejrede, de mishandlede, de ydmygede komme til orde. Med konfrontatorisk menes at skabe bevidsthed om og med dem, der er historiens subjekter.
Den dybe fremmedhed
Vi er stødt på Aydin – erindering om et nægtet liv mere eller mindre tilfældigt, men er blevet ret optaget af bogen. Romanen tematiserer en form for ensomhed, man kun genkender, når man selv har oplevet, at ens livsverden ikke kun føles som anderledes men også som fremmed.
Beskrivelsen og udforskningen af denne dybe fremmedhed er i flere henseender omdrejningspunktet i den biografiske roman. Vi hører imidlertid ikke kun om fremmedarbejderen Aydin, der har mistet sit fodfæste i Tyrkiet og som ikke møder den vante respekt i de nye omgivelser for til sidst at blive aggressiv og kriminel. Vi konfronteres desuden med en fremmedhed, der stammer fra kapitalismens kolde ånd.
Arbejdsprocessens økonomiske regime tvinger den enkelte arbejder til at fornægte sit artsvæsen og aktivt at medvirke i sin egen fremmedgørelse. Selv nære sociale relationer bruges til at sikre eller øge værdien på arbejdsmarkedet. Tredje kilde til fremmedheden er usamtidigheden imellem generationernes erfaringsbaggrund.
Når jeg-fortælleren, hvis biografi har meget tilfælles med forfatterens, udforsker Aydins livshistorie, så ser han med nysgerrige, men fremmede øjne på de tidligere generationers liv og eksistensvilkår. Romanen er derfor et forsøg i skriveprocessen at integrere den fjerne og fremmede verden i en forståelseshorisont, der kun svagt minder om forældrenes eller bedsteforældres liv som arbejdsmigranter i Tyskland.
Så er der også romanens første fire ord I slutningen var ordet – med deres gådefulde indhold og fascinationskraft. Vi spurgte os gentagne gange, om man kan starte en roman med disse ord, for romaner består jo ikke af andet end ord. Hvad er referencen? Hvad er hensigten? Rummer sætningen mere end blot en distancering fra det kristne betydningsunivers, hvor guds ord er (lig med) begyndelsen af alle ting? Er sætningen mon en ironisk kritik af den klassiske tyske digtningens hovedværk Faust, hvor den lærde mand, Faust, fastslår, at det ikke er ordet men handlingen, der udgør begyndelsen af alle ting? Hvad menes med slutning? Og hvis ord bliver lyttet til, når historien er kommet til sin afslutning og menneskers maksimale frihed er blevet virkeliggjort?
Et fingerpeg om, hvad det har på sig med disse fire ord, finder man i kapitel XII, hvor der spørges: Hvem ejer sproget? Den filosofiske idealisme samt antagelsen af sproget som et selvreferentielt system forkastes – med den begrundelse, at begge perspektiver kun skaber afmagt i kampen om den historiske sandhed og om den rette forståelse af virkeligheden.
Til gengæld forpligtes sproget og skønlitteraturen på at lade dem komme til ord, som hidtil har været tavse. I borgerlige samfund, hvor de fremherskende tanker ikke er flertallets tanker, tales et for dem fremmed sprog. Når flertallet imidlertid har tilkæmpet sig ordet, vil sproget være i alles magt. Historiens afslutning er lig med, at den dybe fremmedhed nu er ophævet og ordet hhv. sproget ikke længere markerer et klasseskel. Sproget er derimod blevet til et symbol på det universelle fællesskab af de indsigtsfulde. Romanen Aydin er således udformet som realistisk fiktion og på sin vis et konsekvent gennemført eksempel af den indgribende eller konfronterende litteratur.
Fortællingen om Aydins nægtede liv
Romanen bygger – så at sige – på hovedpersonens tredelte identitet. I Tyrkiet, hvor Aydin bliver født i slutningen af tresserne, blev han kaldt Celal. Bedstefaren, som havde mistet sin yngste søn Celal i en skudulykke, påberåbte sig en gammel skik og forlangte af sin søn at navngive den næstfødte i familierække efter den afdøde.
Det var så Aydin. Aydins fader brød sig imidlertid ikke om, at hans søn bærer navnet af den skudte onkel og indregistrerer ham som Aydin. I landsbyen var han Celal; under sit ni år lange ophold i Tyskland kunne han bære sit egentlige navn. De sidste knap tredive år tilbragte Aydin på gaden i Istanbul blandt hjemmeløse unge (Kimsesizler), i psykiatrien og til sidst i landsbyen; her var han helt uden navn og havde ingen erindringer om sin barndom, om Tyskland, om sig selv eller kærligheden.
Disse ni år, som fortællingen for det meste drejer sig om, udgør kernen af hans liv og identitet. Resten – godt 40 leveår – er ikke andet end en prolog til opholdet i Tyskland og en trist efterskrift til et krakeleret liv; de barske livsomstændigheder som fremmedarbejder samt Aydins destruktive oprør mod et liv, han blev nægtet, har brugt al energi og livsmod op.
Aydin kommer i 1981 som tolvårig til Tyskland, bor sammen med sin far og sine to brødre i en lille lejlighed. Deres fader var som en af de første gæstearbejdere midt i tresserne kommet til Tyskland – i håbet om at skabe et bedre liv for sig selv og sin familie. Aydin oplever faderens fravær fra familien som svigt. Men hans håb om at lære sin fader at kende kunne ikke blive til virkelighed i den tid, de tilbringer sammen i Tyskland. Aydin havde kun tre år – det var ikke nok. For faderen beslutter sig pludselig for efter et udtærende arbejdsliv at vende tilbage til Tyrkiet og lade sine sønner arbejde for sig.
Aydin reagerer voldsom på denne beslutning. Han føler sig forladt for anden gang. Vores fader har forladt os. Han har ladt os i stikken. Den ældre bror stivnede. Han følte en klump i halsen. Aydin sagde: ”Hvad er det for en far? I det øjeblik var faderen død som fader. (s.66/67). De første femten leveår har han tigget om faderens velsignelse og anerkendelse. Aydin sander for alvor, at faderen har svigtet som far og derved benægtet hans liv.
Faderens vender-tilbage til Trabzon er den scene, der bliver afgørende for Aydins videre liv. Skoleliv og arbejdsliv opleves som ret meningsløst. Og de udmattende og fremmedgørende arbejdsbetingelser får ham til at kvitte det ene job efter det andet. I stedet starter han en karriere som dealer. Selv kærligheden til Britta, Aydins tyske kæreste, får ham ikke til at vende den kriminelle løbebane ryggen.
Han bliver afhængig af alkohol og stoffer, bliver, forrådt af sine venner, dømt for vold, smugling af narkotika og hærværk og ryger fem år i et tysk fængsel. For at undgå at afsone den lange fængselsstraf indvilliger Aydin i at blive hjemsendt til Tyrkiet uden mulighed for at vende tilbage til Tyskland. Med hjemsendelsen ender hans liv som Aydin og eksistensen som person uden navn, der varer knap 30 år, begynder.
At forsøge sig med det gode liv
Man kan selvfølgelig spørge sig, om det giver mening at omtale en roman, der er skrevet på tysk og udkommet for halvanden år siden? Kan den være af interesse for et dansk publikum – når den kulturelle afstand mellem Tyskland og Danmark til tider kan være stor?
Bogen er ikke oversat til dansk og vil – efter al sandsynlighed at dømme – heller aldrig blive oversat – også fordi værket nok ligger på grænsen af, hvad den skønlitterære forventningshorisont i Danmark rummer. Men hvorfor så bruge kræfter på at omtale bogen? Og hvorfor forvente at omtalen bliver læst og vækker interesse.
Vores svar er: romanen er vigtig, det vil sige både relevant, udfordrende og fascinerende. Relevant er den, fordi den spænder vidt – kulturelt, geografisk og biografisk. Der reflekteres over menneskenes eksistentielle grundvilkår, så som frihed, angst, isolation, tab og død – især med henblik på mennesker, der har forladt deres hjemegn og frister et liv som fremmedarbejdere, flygtninge eller familiensamførte i et kulturelt ingenmandsland.
Deres længsel efter entydige kulturelle tilhørsforhold, efter kendte relationer og efter rodfæstede identiteter forkastes i bogen som nostalgisk refleks. At vende tilbage til eller bare at vende blikket mod sin hjemegn garanterer på inden måde at kunne lægge det fornægtede liv bag sig. For – som det så smukt hedder i bogen – du vil altid føle dig hjemme der, hvor du kan få en håndsrækning, når du er alene og har brug for hjælp.
Det gode liv er et socialt projekt, som ikke opnås gennem tilpasning, men realiseres i vrede, oprør og kamp. Livets lidelser, når man er blevet sig dem bevidst, forvandles til lidenskab med det mål for øje at lægge det fremmedgjorte liv bag sig og fremover selv at bestemme over sin eksistens.
Bogens tema indskriver sig derved i de sidste 20 års tematiseringer af sociale protester mod kapitalismens stumme tvang, mod den urbane marginalisering, mod racisme og kolonialisme. Aydins oprør ender dog i en blindgyde, fordi det kun kender til selvdestruktion og kriminalitet.
Fortælleren peger imidlertid på positive eksempler – de gule-vestes protester i Frankrig (2018) eller Gezi-parkoprøret i Istanbul (2013) – og promoverer en politisk æstetik, der er konfrontativ og hvor sproget bliver til et våben for anerkendelse, respekt og frihed.
Romanen, der til tider tager form af et manifest, byder ind med mange og forskellige diskurser og temaer; den diskursive mangfoldighed bryder den ellers lineære fortællesituation og gør læsningen kompleks, spændende og udfordrende.
Diskursen om lønarbejde, fremmedgørelse og manglende anerkendelse står øverst i bogens diskursorden og omfavner eller indhegner de andre sociale fænomener, som tematiseres: destruktion af sprog, tab af identitet, hverdagens racisme, kvindeundertrykkelse, maskulinitet, patriarkalske familiemønstre, kriminalitet, frihed, vrede.
Diskursernes mangfoldighed fungerer på den ene side som et socialt forstørrelsesglas, således at livets genvordigheder samt Aydins fejlslagne mestringsstrategier bliver tydelige og ses i det rette perspektiv. På den anden side er de med til at skærpe synet på de aspekter, jeg-fortælleren støder på, når han i og gennem sproget forsøger at nærme sig sin onkels livshistorie og dens sociale biografi som søn og broder, fremmedarbejder, dealer, socialt udstødt eller som indsat i tyske fængsler eller den tyrkiske psykiatri.
Det er spændingen mellem den energi, den fremadrettede vrede frisætter, og den empati, den sandhedssøgende refleksion efterfølgende kræver, der driver handlingen og refleksionen frem. Aydins nægtede liv ophæves i utopien om den frie og selvbestemte livsvirksomhed; hans destruktive handlen ses som vildledt oprør mod ikke at blive anerkendt som menneske.
Lad os slutte denne omtale med romanens sidste sætninger: “Vores liv – og vi er talstærke – markerer sprækkerne i det borgerlige samfund. Det er ved disse sprækker, at slavesamfundet og dermed ethvert klassesamfund vil bryde sammen, måske den dag, hvor jeg allerede vil være død, men det vil helt sikkert blive sådan.” (s.192)
Bogen udkom i Unrast Verlag; 1. Edition (30. september 2021/26. Mai 2022); til denne omtale har vi brugt den elektroniske Kindle-version, som er på 193 sider.
