To verdener: En livssammenligning mellem Danmarks ro og Tyrkiets varme
Af Cengiz KAHRAMAN
cengiz@danturk.com
Når jeg møder folk fra Tyrkiet, ender samtalen ofte med det samme spørgsmål: “Hvordan er livet egentlig i Danmark?” Det forekommer som et simpelt spørgsmål, men det rummer både nysgerrighed og et ønske om sammenligning. Når man kommer fra et dynamisk, uforudsigeligt og til tider kaotisk land som Tyrkiet, fremstår Nordeuropas rolige og strukturerede hverdag som både fascinerende og fremmed.
Danmark er blandt verdens mest velfungerende lande. Uddannelse er gratis, sundhedssystemet er tilgængeligt, offentlig transport kører til tiden, gaderne er rene, og korruption er næsten ikke-eksisterende. Der er en tillid mellem staten og borgeren: man ved, hvad ens skat går til.
Men er alt perfekt? Og hvordan føles det for en indvandrer eller udlænding? Her bliver billedet mere komplekst.
At være migrant: mellem tilhørsforhold og virkelighed
At leve som migrant i Danmark kræver tålmodighed, planlægning og forståelse for et system, der hverken lukker dig ude – men heller ikke åbner dørene automatisk. I arbejdslivet, uddannelsessystemet og sociale sammenhænge kan man støde på usynlige barrierer. At tale dansk er ikke længere en fordel, men en nødvendighed. At “klare sig med engelsk” har begrænset holdbarhed.
Følelsen af tilhørsforhold er en anden udfordring. Danmark hylder individet – men for mange føles det som afstand. Menneskelige relationer er høflige, men kan mangle varme.
Et konkret eksempel: naboer kan bo side om side i årevis og blot udveksle et “hej”. Ingen banker på for at låne sukker eller inviterer spontant på kaffe. Det er ikke kølighed – men respekt for privatliv. I Tyrkiet er naboerne en del af dagligdagen: man deler måltider, historier og sorger. Hvis et barn græder i opgangen, ved alle det.
I Danmark er folk venlige, men holder afstand. I Tyrkiet er folk varme – men grænserne er uklare.
Velstand og høj leveomkostning
Danmarks høje levestandard medfører også høje leveomkostninger. Især stigende boligpriser og husleje gør livet i storbyer som København dyrt. En lejlighed (selv kun et enkeltværelse) koster ofte mange tusinde kroner om måneden. Gennemsnitsfamilien bruger let en tredjedel af deres indkomst på husleje.
Til gengæld er gennemsnitslønninger høje. Der er ingen officiel mindsteløn, men fagforeninger aftaler typisk en månedsløn omkring 18.000–20.000 DKK som minimum. Dermed balanceres købekraften i det store billede. Dagligvarer, transport og energi er dyrere end i Tyrkiet – men lønniveauet hjælper.
I Tyrkiet er priserne lavere i kroner, men inflationen og ulige indkomstfordeling har voldsomt reduceret reallønnen. I storbyerne beslaglægger huslejen ofte halvdelen af ens indkomst. Mange unge har svært ved at få både bolig og hverdagsøkonomi til at hænge sammen.
Stille livskvalitet eller kamp for tilværelsen?
I Danmark betragtes pensionister som aktive samfundsborgere. Offentlig pension alene er ofte ikke tilstrækkelig, men en kombination med privat pensionsopsparing giver økonomisk frihed i alderdommen. At se en 70-årig på cykel i Brugsen eller på weekendtur er ganske almindeligt.
I Tyrkiet derimod forbindes pension med fattigdom. Selvom man har arbejdet mange år, rækker pensionen ofte kun til det mest basale. Nogle fortsætter med deltidsjob – eller er økonomisk afhængige af deres børn.
Usynlige regler og tavse meninger
Et tydeligt mønster er forskellen i socialt pres mellem Tyrkiet og Danmark. I Tyrkiet foretages værdisætninger om alt – hvad du har på, hvem du ses med, hvornår du gifter dig, om du får børn – alt er til debat. Og ikke bare fra familien: naboer, kollegaer og selv fremmede kan kommentere.
I Danmark er social kontrol svag. Man stilles sjældent spørgsmål til valg om ægteskab, børn eller privatliv. Livet respekteres som andres egen forretning. Det giver personlig frihed – men nogle føler sig isolerede, fordi ingen tager del i deres valg eller bekymringer.
I Tyrkiet interesserer folk sig for dine valg – og taler om dem. I Danmark tør folk ikke spørge – og forbliver neutrale.
Dette påvirker især unge: i Tyrkiet kæmper de med forventninger fra familie og omverden. I Danmark skal de stå selv, tage ansvar – uden strukturer af støtte eller overvågning.
Kaos og varme eller ro og struktur?
Tyrkiet er et land fyldt med energi, uforudsigelighed og menneskelig varme. Danmark er roligt, planlagt og gennemskueligt. I Tyrkiet kan systemer gøre det svært – men menneskelig opfindsomhed åbner døre. I Danmark fungerer systemet – men det kan føles mekanisk.
Venner kan dukke op i Tyrkiet uden varsel: “Jeg er nede – sæt te over!” I Danmark aftales ting på forhånd og sættes i kalenderen. Planlægning er normen.
Danmark opmuntrer unge til at flytte hjemmefra omkring 18-årsalderen. I Tyrkiet kan man bo hjemme hos familien til slutningen af 20’erne – og det anset som normalt. Privatliv er vigtigt i Danmark; familielivet er centralt i Tyrkiet.
At yde hjælp er også kulturelt bestemt: I Danmark anses det for indgribende at tilbyde uopfordret hjælp; i Tyrkiet bliver det forventet.
Verden forandrer sig – og Danmark må også
Globale begivenheder sætter deres præg på Danmark. Udlændingepolitik er blevet strammet, statsborgerskabsprocesser mere krævende, og integration står højt på dagsordenen. Velfærdsstaten er stadig stærk, men fremtidens tvivl vokser. Energi- og klimakrise, økonomisk pres og internationale konflikter tvinger Danmark ud af komfortzonen.
På trods af det står landet solidt. Systemet fungerer, demokratiet er stabilt, og især under coronakrisen viste Danmark, at kriseledelse kan være både effektiv og afbalanceret.
Spørgsmålet dukker ofte op: “Skal jeg blive, eller skal jeg tage hjem?” Der er ingen universel løsning – beslutningen er individuel. Danmark er et stille paradis for nogle, mens det for andre mangler hjertelighed, spontanitet og samhørighed.
At bo i Danmark er ikke kun et valg om økonomi eller tryghed – det er også et valg om kultur og livsstil. At blive her betyder at sige ja til et sindelag: forudsigelighed frem for kaos, kontrol frem for spontanitet. Til gengæld kommer frihed – men også ansvar.
