Danmark går til valg 1. november. S går efter bred regering

Mette Frederiksen har udskrevet valg til afholdelse den 1. november og hun skifter taktik og går efter at danne en regering med partier fra begge blokke. S går efter bred regering.

Foto: Socialdemokratiet AIA

Statsminister Mette Frederiksen (S) har udskrevet valg til Folketinget. Det skal afholdes 1. november. Socialdemokratiet dropper at gå til valg på en etpartiregering og går i stedet til valg på en bred regering.

Det offentliggjorde statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag på et pressemøde på Marienborg.

– Tiden er kommet til at afprøve en ny regeringsform i Danmark. Vi er klar til både kompromisser og til samarbejde.

– Vi vil have en bred regering med partier på begge sider af den politiske midte, siger Mette Frederiksen, der på pressemødet ikke tog imod spørgsmål fra pressen.

Netop en regering hen over midten har de to blå statsministerkandidater, Venstres Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives Søren Pape Poulsen, pure afvist. De ønsker en ren borgerlig regering.

Også regeringens støtteparti De Radikale ønsker en regering hen over midten. Netop De Radikale er skyld i, at det ikke er helt uventet, at Mette Frederiksen udskriver valg netop nu.

De Radikale meldte før sommerferien ud, at statsministeren skulle udskrive valg senest i forbindelse med Folketingets åbning – den fandt sted tirsdag – for ellers ville De Radikale vælte S-regeringen.

De Radikale vil “have renset luften” i dansk politik og væk fra en etpartiregering.

Det var De Radikales konklusion efter Minkkommissionens rapport, som kom før sommerferien, og hvor der var kritik af Mette Frederiksen, regeringen og embedsværket i forbindelse med håndteringen af aflivningen af alle mink under coronakrisen.

LÆS:  Fra trækfugl til standfugl (2. del af 4)

Indtil onsdagens pressemøde var det Socialdemokratiets klare plan at gå til valg på at fortsætte som etpartiregering. Mette Frederiksen havde åbnet for, at en regering hen over midten kunne diskuteres. Den diskussion er nu slut efter meldingen om at gå efter en bred regering, hvis det står til statsministeren.

Det seneste folketingsvalg fandt sted 5. juni 2019. Her skiftede magten fra blå til rød blok. Mette Frederiksen overtog statsministerposten fra Lars Løkke Rasmussen, som dengang var formand for Venstre.

Løkke går denne gang ind i valgkampen som formand for Moderaterne. I det hele taget er der ved dette valg en masse muligheder for vælgerne. I alt 14 partier stiller op til folketingsvalget.

Foruden Moderaterne er Frie Grønne og Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, nye partier på stemmesedlen.

/ritzau/

close

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Om redaktionen

Vis alle artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *