En forfatter, der primært bruger hverdagens historier i sit forfatterskab

Gerd Laugesen (f. 1979) er forfatter, journalist og billedkunstner.

Foto: fra forfatterens facebook side

Hun debuterede på forlaget Tiderne Skifter i 2009 med ’Møder’, der består af tilfældige møder med mennesker. I 2011 udkom ’Hjemsted’, en rejse i det sydlige Danmark.

Laugesens bøger ´Møder` og ´Hjemsted´ har det til fælles, at de tager udgangspunkt i de mennesker og steder, som Gerd Laugesen selv har mødt og besøgt.

Hun har skrevet en ’Lommetørklædesamling’, har dækket med 444 lyserøde papirer skrevet på gammeldags skrivemaskine og har publiceret en håndindbundet digtsamling ’Har du set min kjole?’, der passer i en kjoles lomme.

I foråret 2014 udkom Plet, en indre og ydre rejse, og i de sidste år har hun rejst rundt i Tyrkiet, særligt i Istanbul, i fodsporene på en gamle veninde med tyrkiske rødder.

NILI

På vejen sidder manden med badevægten.
Han er blind. Han er døv. Han vil ikke tale.
Han vil ingen penge have.
Han vejer verden.
Han venter under sin blå paraply.
Det er altid den anden side,
om det er den ene eller den anden side.
Hvad vejer verden på den anden side?
Vejen gennem Europa,
Vejen gennem Asien,
Vejen gennem kirkegården,
en mand i vejkrydset med en Efes,
en anden med kviste i lommen,
en kiste i en bil,
en sten i skoen,
stenene er halvmåner,
simitbjerget mellem bilerne.
Råb fra gaden.
Han køber gamle ting
og lægger dem på sin trækærre.
Han har fundet et par sko
og et strygejern.
Naboen lufter sin natkjole.
I nat skændtes hun med fjernsynet.
Hun er lilla under øjnene
og har sine ting i kufferter.
Nu bærer en gravko stengaden væk,
snart er der kun den jord,
vejen er kommet af,
og den jord går en lille pige ud på
og graver et hul med
en ske.
De kommer med nye sten.
De er to mænd i orange trøjer.
De har også orange handsker på.
De lægger stenene på skrå.
De bærer de hvide hen til de grå.
De er sorte i hovedet af solen.
De kalder dem låsesten.
De bygger en ny verden op.
Gulvtæppet, som en strand med flade hvide sten,
togets vinduer klipper verden, som en film
landskabet er så menneskeligt, så blødt,
bjergene, som sovende kæmper,
så forsvinder alt,
og stenhusene falder snart ned i mørket.
Et menneske alene på en mark
hakker i jorden under en sivhat,
kun én scooter, ellers nøgen under solen,
drømmer om White mens job,
på en stol, et kontor.
Tobaksfabrikkerne er lukkede i Drama,
en dag kom bulgarerne og hentede alle jøderne,
og nu er der ingen mennesker i biografen,
og tiden glider afsted på uret,
hvor tallene er tegnet med tusch.
Højttalerne skratter, nu synger de igen fra moskéerne.
Et kirsebærtræ, og en fugl flyver væk.
Sæbebobler. Mennesker svæver mod himlen,
for de har paraplyer i hånden.
I gaderne går sammenkrummede dyr,
der spiser kerner og spytter dem ud.
Kvinder, sværd og heste, det er det, vi vil have,
siger en knivdanser. Han har samlet sten,
overalt hvor han har rejst.
Han mangler bare Påskeøerne og Grønland,
og når indlandsisen smelter,
kan han fuldende sin samling.
Men hans kone er bange for at sejle,
hun er leder af psykiatrisk afdeling,
der ude hvor de vilde hunde flokkes
om en kopi af Tænkeren,
der er skabt af en russisk indlagt.
Knivkasteren vil tilbage til naturen.
I Kaukasus bor verden i et bjerg,
hans søster tog altid toget,
hun døde på havet,
hendes navn skal hakkes i granit.
Spøgelser på vejen, nu
regn gennem tiden, stille
vand af ord og du
kommet, gemt i sproget, løb
gennem sandet,
som en fugl baskede
mod vinduet,
og den gamle blinde
mand, der sang op
ad den nylagte
stengade,
låsesten,
og jeg fandt en
nøgle på vejen
til et ukendt hjem.
Lyset dækker virkeligheden til.
Livet som en mark med træer.
Hvis vi stormer ud midt i natten,
vil ingen se os.
Vi er bare mælkehvid himmel,
tågede bjerge, røg stiger op.
En lyserød streg i luften.
Skove man stikker sig på,
et landskab vågner,
et stort hvidt rum,
og en ny by begynder.
Gult græs, høje huse,
sorte fugle under en bro.
Bjergene hvide i baggrunden.
Et landskab under et hvidt slør,
cypresser, som sammenslåede paraplyer,
så meget virker hvidt.
Bei Young hedder kineseren.
We killed time together, siger han.
Ansigtet i spejlet forsvinder.
Sølvlyset.
Militærmanden med kampstøvlerne i Saloniki,
Vi er ikke bare tal, siger han.
Vi har glemt, hvem vi er.
Jeg er ligeglad med, hvad mine børn hedder,
bare de har drømme.
Hans bedsteforældre kom fra Sølvbjergene.
De mistede deres venner,
de mistede deres hjem.
De kom fra Sølvbjergene,
og han har fisket lig op fra havet,
døde i bunden af fiskerbåde,
fordi de ville finde en vej.
Hamren fra himlen, lyn og torden.
Naturen svarer igen,
den kan ikke lide tåregas fra Brasilien,
politiet lister sig ind på dem som katte.
De fyrer vandkanoner af,
og demonstranterne lægger blomster
på de hvide vogne,
der ligner noget fra en fremtidsfilm.
Jeg ser det på fjernsyn,
den nye virkelighed, hvor en mand
svæver rundt med spredte arme, midt i røgen,
alene på den hærgede plads.
Spredte arme, som en fugl.
Det er altid en indre og ydre krig.
Det er en ambulance,
gassen hen over de gule arbejderhjelme
og masker. Hører skud.
Familiens historie er ligesom byens historie,
han lukker mig ud af det gamle engelske fængsel.
De laver blomsterkranse på Taksim,
hvide klovneagtige masker, tomme øjne,
spidse sorte skæg,
det er masken for anonymitet.
Police, V for Vendetta, råber en maske.
Anarkist, anarkist, masken hæver en knyttet hånd.
Masken sidder i en lyserød gravko.
Træerne har fået kjoler på, tøkstykker viklet om,
endnu en ambulance,
en lille dreng med harmonika,
en hund under en bil.
En gammel mand går afsted med en ternet kuffert.
Den er så tung, han stiller den fra sig.
Han åbner den. Kufferten er tom.
Giv os tilbage, hvad vi havde,
fordi vi ingen tid behøver.
Giv os tilbage, hvad vi søger,
fordi vi ingen eksistens har.
Giv os tilbage, hvor vi bor,
fordi vi ingen lande kommer fra.
Giv os tilbage, hvem vi er,
fordi vi altid er længere væk, end det.

LÆS:  Orhan Dogrus romandebut er ikke til at slippe igen
close

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Om redaktionen

Huseyin Duygu, er cand.pæd i pædagogik, forfatter og dansk/tyrkisk oversætter. Han er født i Tyrkiet i 1960. Han kom til Danmark som politisk flygtning i 1984. Han har arbejdet som lærer, vejleder, skoleleder og har skrevet 8 bøger, de er både på dansk og tyrkisk. Han har også oversat mange dansk digt til tyrkisk og omvendt. Han har stået for dansk-tyrkiske digteaftener arrangementer mere end 30 år, hvor danske og tyrkiske digtere mødtes til arrangementet både i Danmark og i Tyrkiet.

Vis alle artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *