Rødt kort og sene mål punkterer perfekt CL-åbning for FCK

FCK leverede en tæt på perfekt udebanekamp, men måtte nøjes med et point efter to sene Galatasaray-scoringer.

Foto: AA

FC København var på vej til at tage en sejr efter en af de flotteste udebanekampe af holdet i Champions League-historien, men en rødt kort til Elias Jelert blev dyrt.

De danske mestre førte 2-0 indtil fem minutter før tid. Her udnyttede Galatasaray overtallet til at redde 2-2 hjem på to flotte scoringer.

På forhånd havde Jacob Neestrup, som fejrede sin etårsdag i cheftrænerstolen, sagt, at et point ville være godt, men kampens forløb taget i betragtning må pointtabet gøre ondt.

FCK spillede ellers med både kløgt, mod og kynisme, men den ene fejl af Jelert ramte til sidst.

Facit er, at FCK pointmæssigt fik en godkendt start på gruppen, der også tæller storholdene Bayern München og Manchester United, på en meget svær udebane.

Hvis det var svært for Neestrup at trænge igennem til spillerne på banen, er der ikke noget at sige til det.

Ali Sami Yen Stadium – nu kaldet Rams Park af sponsorhensyn – med omkring 50.000 fanatiske, tyrkiske fans er blandt Europas med infernalske arenaer at spille på.

Hver eneste gang FCK bare var i boldbesiddelse, piftede tilskuerne det voldsomme lydniveau op på mere end 130 decibel, som det sker til alle kampe. Det svarer til at stå med øret lige ved dommerens fløjte, når han blæser i den.

Foto: AA

Ifølge sundhed.dk bliver lyd smerteligt i ørerne ved 120 decibel, og på AudioNovas hjemmeside, Danmarks største kæde af private hørecentre, står der ved 120 decibel: “Høreskader er allerede mulige efter kort tids påvirkning.”

LÆS:  Selvmål giver FCK godt udgangspunkt i sidste del af CL-jagt

Med andre ord er det ikke uden grund, Galatasarays hjemmebane har ry for at være en heksekedel.

Efter en lidt svær start, hvor bagkæden skulle have styr på Mauro Icardis dybdeløb, og overliggeren måtte klare et forsøg og Kamil Grabara et andet, fik FCK spillet sig ind i opgøret.

Danskerne turde at holde i bolden, som Jacob Neestrup havde dikteret, og fra midtvejs i halvlegen begyndte FCK også at true det tyrkiske mål.

Foto: AA

En bold blev headet på tværs i feltet, hvor Mohamed Elyounoussi flot tæmmede den og flugtede den ind til dansk føring efter 35 minutter.

Selv om Galatasaray havde flest chancer, kunne danskerne gå til pause med en føring, og FCK løftede kun niveauet efter pausen.

Der blev spillet offensivt, og det blev blandt andet illustreret ved målet, som fordoblede føringen.

Venstreback Birger Meling satte et angreb i gang og tog selv det dybe løb, som snød tyrkernes offsidefælde og gjorde ham helt fri i venstre side.

Han fandt fremadstormende Diogo Gonçalves skråt tilbage i feltet, og så kunne han let sætte bolden i kassen efter en lille time.

Tyrkerne formåede først at etablere et egentligt pres mindre end 20 minutter før tid, da Elias Jelert fik marchordre efter sit andet gule kort for en dum forseelse.

Længe så det ud til, at danskerne ville holde hjem, men det gik galt til sidst. Først hamrede Boey en halvflugter op i nettaget fem minutter før tid, og få minutter senere flugtede Tete smukt bolden ind uden for feltet.

En klimaks på lægterne, men et stort antiklimaks på den danske bænk.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

LÆS:  Brøndby ophæver samarbejdet med Niels Frederiksen

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *