For første gang i fire måneder: Ledigheden peger op

Mange er i arbejde i Danmark, men nu tyder det på, at ledigheden begynder at stige.
Foto: Danturk.com

Ledigheden er meget lav i Danmark, men meget tyder på, at den nu er på vej op. En ny indikator tyder på en stigning for første gang i fire måneder.

Fra oktober til november steg ledigheden ifølge indikatoren fra Danmarks Statistik med 1800 personer.

Stigningen er beskeden, men det er alligevel en kedelig nyhed. Sådan lyder det fra privatøkonom Brian Friis Helmer, Arbejdernes Landsbank:

– Vi forventer i tillæg, at ledigheden vil fortsætte med at pege op, i takt med at tempoet på arbejdsmarkedet vil bremse yderligere op, lyder det i en skriftlig kommentar.

Forbrugere og virksomheder er pressede af de høje priser på alt fra energi til fødevarer, men inflationen har altså ikke givet mange fyresedler. Endnu.

I oktober faldt antallet af ledige til 75.200 personer, og ledigheden landede på 2,6 procent, hvilket historisk set er et meget lavt niveau.

Problemerne står dog i kø for økonomien, og stigningen i ledigheden er ifølge Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri, større end ventet:

– Det er resultatet af den senere tids rentestigninger, der reducerer forbrugernes og virksomhedernes lyst til at bruge penge og dermed skaber en opbremsning, siger han i en skriftlig kommentar.

Han forventer, at flere vil miste jobbet i den kommende tid:

– Virksomhederne får brug for færre nye medarbejdere. De fleste ledige vil fortsat komme i job igen relativt hurtigt, men det vil tage lidt længere tid, end vi har set i de seneste år.

Dagens tal kan ifølge Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, være et af de første håndgribelige tegn på en afmatning i økonomien:

LÆS:  S-borgmestre modsiger partilinje om statsborgerskab

– I både butikker, byggeri og industri melder virksomhederne om forventninger om mindre salg og færre ansatte, i takt med at inflationen udhuler købekraften, og renten stiger.

– Omvendt er der også stadig mange virksomheder, der har svært ved at finde de folk, de skal bruge, og mange jobopslag, lyder det i en skriftlig kommentar.

Indikatoren er en foreløbig beregning af ledigheden. Den er korrigeret for sæsonudsving og kommer cirka tre uger før de endelige tal.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *