To danske F-16-fly deltager i Natos største øvelse med kampfly

Mandag begynder Natos største øvelse med kampfly. Det vil have en indflydelse på lufttrafikken.

Danske F-16 kampfly under Arctic Challenge Exercise 2023. Foto: Rune Dyrholm / Forsvaret

Danmark deltager med to F-16-fly spredt over tre dage i Natos største øvelse med kampfly i forsvarsalliancens historie.

Det oplyser Forsvaret.

Nato har mandag påbegyndt øvelsen med kampfly over Europa med 10.000 soldater og 250 kampfly samt droner og helikoptere fra 25 lande.

Jasmin Bonne Guldberg, der er kommunikationsansvarlig for Fighter Wing Skrydstrup, siger, at de danske F-16-fly flyver ud fra egen base i det sydlige Jylland og deltager mandag og 19. og 20. juni.

Øvelsen er designet til at simulere et svar på et angreb på et Nato-medlemsland.

Øvelsen under navnet Air Defender 23 foregår i tysk luftrum. Den varer indtil den 22. juni.

Den europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed, Eurocontrol, fortalte fredag til mediet Euronews Travel, at øvelsen vil betyde, at omkring 800 fly dagligt skal omdirigeres i perioden.

Ifølge mediet kan det skabe forsinkelser på den europæiske luftfart.

Da store dele af tysk luftrum er lukket som følge af øvelsen, vil dele af flytrafikken skulle omdirigeres over tre klynger.

En af de klynger går over det danske luftrum, skrev Euronews Travel.

Naviair, der står for trafikstyringen i det danske luftrum, sagde til Ritzau fredag, at der var indkaldt ekstra flyveledere i perioden.

– I og med, at vi har sat ekstra folk på vagtplanen, så burde øvelsen ikke have nogen betydning for for eksempel Københavns Lufthavn, sagde kommunikationschef i Naviair, Randi Aggerholm Baasch.

Hun påpegede, at øvelser vil foregå mellem klokken 16 og 20 i hverdagene.

– Der forventer vi ikke forsinkelser, men når der bliver åbnet for restriktionerne senere på aftenen, kan der godt komme et pres mod dansk luftrum, sagde hun.

LÆS:  Et helt år uden et eneste bankrøveri

De ekstra flyveledere er såkaldte ATC-flyveledere, der tager sig af overflyvninger.

Det er ikke den samme type af flyledere, der de seneste måneder har været mangel på i Danmark, og som har skabt forsinkelser i Københavns Lufthavn.

/ritzau/

Indtast din e-mail-adresse her

Jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra netavisen Danturk.com direkte i min indbakke. Nyhedsbrevene giver et nyhedsoverblik og kan selvstændigt eller sammen med nyhedsoverblikket indeholde relaterede abonnementsfordele, produktnyheder, konkurrencer og tilbud. 

Det er til enhver tid muligt at framelde sig nyhedsbrevene i selve mailen. Privatlivspolitik.

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *