Hvad bestemmer det sammensurium af drømme, mål og fobier, der udgør en identitet? Og er det helt udelukket, at vi har en fortid, der strækker sig hundredevis af år tilbage? Det undersøger Peter H. Fogtdal i sin nye roman Klokketårnet i Piacenza der udkom på Falco 1. februar.
Romanen er bygget op i to spor: Det ene er Peter H. Fogtdals nutidige liv set gennem forskellige DNA-tests, hvor han undersøger det, han ved om sit ophav. Her er både smertefulde erindringer om et overgreb men også sjove, selvironiske anekdoter.
Sideløbende kommer læseren med på rejse gennem forfatterens tidligere liv, hvor han har fundet både spøjse og dramatiske fortællinger. Peter H. Fogtdal tror, som hver tredje dansker, på reinkarnation, og mener, at mange af nøglerne til hans nutidige liv skal findes i hans tidligere liv.
Klokketårnet i Piacenza er en stærk, personlig meditation over oprindelse, identitet og livet efter døden, og kan både læses som fiktion og som en sjæls samlede livshistorie.
Om forfatteren:
PETER H. FOGTDAL er født i 1956 i København, men bor i dag i Portland, Oregon. Han er uddannet dramatiker og forfatter til femten romaner, deriblandt bestsellerne Zarens dværg, Lystrejsen, Drømmeren fra Palæstina og Flødeskumsfronten, som vandt den frankofone litteraturpris i 2005. Flere af hans romaner er udkommet i udlandet. Peter har desuden arbejdet som radiovært, satiriker, astrolog og foredragsholder og skrivelærer i USA.