Yunus Emre var en sufi og folkedigter, der var pioner inden for tyrkisk poesi i Anatolien. Han udviklede et syn baseret på menneskelig kærlighed.
Af Huseyin DUYGU / Danturk.com
huseyin@danturk.com
Både som person og som digter er Yunus Emre mangetydig. Der findes flere gravsteder for ham i Anatolien og lige så mange legender om hans liv. Han besad sin tids lærdom, beherskede arabisk og persisk og han var påvirket af den store klassiske lyriker og sufimystiker RUMI.
Yunus Emre bruger det tyrkiske sprog bedst og endda giver sproget sin universelle identitet. Så vidt vi ved, er han en digter, der rejste rundt i Lilleasien i sin tid. Han taler arabisk og persisk, har en unik divan, der har overlevet til i dag.
Der er forskellige fortællinger og rygter om Yunus Emres fødselsdato, sted, liv og død.
Ifølge indskriften nummereret 7912 i Beyazıt State Bibliotek, som angiver datoen for Yunus Emres død som 1320 og viser, at han var 82 år gammel på tidspunktet for hans død. Ifølge indskriften accepteres hans fødselsdato som 1238.
De år, hvor han levede var de år, hvor de anatolske tyrkere blev ødelagt af mongolske razziaer og plyndringer, interne skænderier og stridigheder, svaghed i politisk autoritet og desuden hungersnød og tørke.
Anden halvdel af det 13. århundrede var en tid, hvor ikke kun politiske stridigheder, men også forskellige religiøse sekter og overbevisninger, overtroiske synspunkter begyndte at sprede sig intensivt.
Yunus Emre voksede op i Sarıköy, beliggende i Sivrihisar provinsen i Eskişehir, i det centrale anatolske bassin, og boede i dervish-logen Tapduk Emre i Nallıhan i nærheden af Ankara fra midten af det 13. århundrede, da den anatolske Seljuk -stat begyndte at gå i opløsning, og store og små tyrkiske fyrstedømmer begyndte at blive etableret i forskellige regioner i Anatolien, indtil første kvartal af det 14. århundrede.
Yunus Emre fik efter den tyrkiske republiks grundlæggelse i 1923 status som forløber for det moderne ideal om Anatolien som den kosmopolitiske og tolerante smeltedigel, og især Orhan Veli Kanık var optaget af hans stilistiske enkelhed og naturmystikken i hans billeder.
I hans digte forenes kristen næstekærlighed, shamanistisk naturvisdom og islamisk tolerance. I modsætning til den billedsmykkede stil i divanlyrikken er hans digte næsten puristiske og kan i deres suggestive kredsen om det enkle ord og billede ofte minde om 1900-t.s ømagisme. 282
Ikke alene Orhan Veli Kanık er påvirket af ham, men også nutidige islamiske lyrikere i Tyrkiet, der forsøger at forene europæisk modernisme med Yunus Emres tro og lyriske form. På dansk findes udvalget Kærlighedens hav (1992).
Digtene oversat af Murat Alpar
Gud fylder hele verden
Gud fylder hele verden,
Men ingen kender Hans sandhed;
Søg Ham hellere i dig selv;
I er ikke adskilt, I er et.
Den anden verden er uden synet;
Forenet skal vi leve på jorden;
Adskillelse er fuld af pinsler;
Du forlader verden for altid.
Kom, lad os alle blive venner;
Lad os lette livet for os;
Lad os elske og blive elsked;
Jorden tilfalder ingen.
Yunus taler klart til dig,
Meningen genlyder i hjertet;
Livet skal være godt for alle,
For ingen er her for altid.
Din kærlighed tog mig fra mig
Din kærlighed tog mig fra mig;
Jeg behøver dig, kun dig.
Jeg brænder dag og nat;
Jeg behøver dig, kun dig.
Jeg glædes hverken over væren
Eller skrammes af ikke-væren;
Jeg trøster mig med din kærlighed;
Jeg behøver dig, kun dig.
Din kærlighed dræber dine elskere
Og kaster dem ud i kærlighedens hav
Og fylder dem med dine åbenbaringer;
Jeg behøver dig, kun dig.
Lad mig drikke af kærlighedens vin;
Lad mig vandre som Medjnun i bjergene;
Jeg ængstes for dig dag og nat;
Jeg behøver dig, kun dig.
Hvis de kom og dræbte mig
Og spredte min aske over himlen,
Da ville mine rester råbe op;
Jeg behøver dig, kun dig.
Mystikeren Yunus Emre er mit navn;
Hver dag, der kommer, vokser min flamme;
Jeg behøver dig, kun dig.
Vi er på vej ud af denne verden
Vi er på vej ud af denne verden;
Vore hilsener til dem, som bliver tilbage;
Vi sender hilsener til dem,
Som beder en venlig bøn for os.
Vor ryg gav efter for dødens vægt;
Nu har vor tunge intet at sige;
Vore hilsener til dem, som har spurgt
Til os nær døden som vi lå.
Trofaste død tager vort liv bort;
Ingen kan flygte og redde sig;
Vore hi. lsener til dem, som har spurgt
Til os nær døden som vi lå.
Mystikeren Yunus taler således;
Hans øjne er fyldt med tårer af sorg;
De, som ikke kendte os, hvad skal de vide?
Vore hilsener til dem, som kender os
